Love
Direksjonen
Æresmedlem

Oversikt    Åpnings siden    Oversikt
Vilhelm Krag
Repertoar
Baldevin

Fra arkivene:
Epilog

Nicolai Wergeland og Det dramatiske Selskab.
Av
Leiv Torstveit

Nicolai Wergeland var aktiv i Det dramatiske Selskab i Kristiansand i fleire år.

Han skreiv og las mellom anna opp epigrammet som ei hylling av Stiftamtmann Tygeson.

Epilog,
Fremsagt paa det Christiansandske Nye Dramatiske Selskabs Theater 18 Novbr.1808, efter Opførelsen af den Politiske Kandestøber, hvormed Selskabet aabnede denne Vinters første Samling, af Forfatteren Hr. Adjunet Wergeland.

See – ædle Dannemænd og Daneqvinder!
saa, liig en Fabel, liig en Drøm forsvinder
uægte Stats=klygt, narrisk Politikk!
Haan ble den Løn uvittig Daddel fik.
Saa revser Holbergs Satyr usle Daarer,
hvis latterlige Stolthed kaarer
sin egen svage Haand at holde Statens Roer,
og bygger Landes – Vel paa--- tomme Ord!
Forhænget faldt—og lad det evig falde
for alskens Usselhed, vi kalde
dum Dadlesyge, Kandestøberie,
uægte Borgersind Ordgyderie,
politisk Tant, Pral, Egoisme,
og hyklende Patriotisme!!!

Hvor Qvægsomt, Brødre, var det nu,
at vende Tankens trætte hu
til ægte Borgersind og Borgersæder,
vor Stats- vort Selskab og vor Slægtes Hæder!
Nedslaget er den gode Borgers Sind;
Medbrødres Daarskab farver højt hans Kind;
Jordklodens Genius ydmyget sørger;
vemodig rødmende han spørger:
Hvor er din Stolthed? Menneske!—hvo kan,
hvo skildrer os—hvo viser os en Mand,
ved hvem vor Aand med Vellyst dvæler,
hvem ægte Politikk besjæler;
som Fædrelandets Tarv er første Sag;
hvis Viisdom grunder Nat og Dag
paa Statens held og Landets Ære;
der viser Borgere, hva de bør være;
der selv i den Ukjendtes Smerte tog
en viis og kjerlig Deel; hvis Hjerte slog
deelt mellem Landes Børn og Landets Fader,
en Skrek for den, som Fienden ikke hader;
der glemmer Menneskets saa sjelden glemte Selv,
naar Sagen var Medbrødres Vel;
der virksom deler Landets Sorger,
og lider med den mindste Borger;
der aldrig regner til Forliis;
hvad som blev Statens Tarv til Priis;
hvem Egennyten blues ved at skue
der hen i Fædrelanders Alter-Lue
henkasted’redebon sit Alt,
naar det om Landets Frelse galt;
hvem Kiv og Avind aldrig skrekker;
hvis Iver, intet, intet, svækker;
som virker gavnligt uden Bram
med Kraft og Viisdom—Nævn os ham!
Ham vil vi elske, hædre, ære
han skal vort skjønne Mønster være!
den Fødelandets ægte Søn,
som intet andet vil til Løn,
end at hans Ædle Iver lykkes!
Med Egekrandsen skal han smykkes!
Han er—han er—i Krig--- i Fred
en offentlig Lyksalighed!!!

Medborgere! Paa Læben svæver
hans elskte Navn—og Hjertet bæver
og Kinden gløder blidt af Lyst!
Men hvorfor nævne ham? I alles Bryst
med stille Fryd hvert Hjerte banker
hans Navn, -- Vist nok er alles Tanker
henvendte nu til ham som bød,
at Thalias den muntre Harpe lød
paa dette Sted!--- O! evig hæder
og Held og Fred, og rene Glæder
omsvæve ham!—Da Enkens Taarer flød,
da skapte han sit Guld til Armes Brød,
og ei som gjerrig Nidding handler,
der Armes Brød til Guld forvandler—
Han seer det elskte Norges Nød –
i Stormens Arm—i Bølgers Skjød
han kaster sig—i Fiendens Skare—
og tænker kun paa Landets Fare;--
Men vi paa ham!—Naar tit han lidet veeg
ud af vor Kreds, en almen Klage steeg,
den vi med fælles Stemme nu gjentage:
Kom, Hædersmand! Kom snart tilbage!!!

Vidstrakte gaae for Landets Vel hans Fjed;
uvis hans Boe – dog kjender jeg eet Sted,
hvor Ædlingen skal varig Bolig finde.
O! Brødre! Er det ikke i vort Minde?!
Jo! Evig Hæder være hans Navn!
Som bittert uforglemmelig hans Savn!
Og over Havets vilde Bølge
skal dette Glædes Raab ham følge,
som vi med rørte Hjerter hæve
til Skyen op:--Den Ædle leve!!!

Et almindeligt enthusiastisk Udraab af de forsamlede Tilskuere- igjentog, samme øie-
likk Epilogen sluttedes, dens siste Ord, Hvorunder den Ædles Navn, som Digteren, uden at nævne ham, saa skiønt og træffende, i alle Henseende, hadde vidst at giøre kiendelig,ikke længer lod sig holde tilbage, thi fra alle Kanter lød og atter lød:- vor Thygeson Leve!!!

Bellona Nr 4. 28.11. 1808